I den vestlige ende af Storegade, overfor resterne af den gamle lindeallé, ligger dette lidt atypiske hertughus. Det er længere end de andre huse, og har to hoveddøre ud mod gaden. I toppen af den lidt underdimensionerede gavlkvist ses en firkantet pinakel (spir) samt en roset, som skjuler et uglehul.
Ud mod Jægerpladsen ses en oprindelig hegnsmur med nyere port, der giver adgang til baggården.
Huset er opført i 1777 sammen med de øvrige jægerhuse omkring Jægerpladsen. Bygningen blev opført som ”stald” og kennel for hertugens 200 jagthunde. En opmåling af stueetagen fra 1861 viser, at huset var inddelt i mindre aflukker – hundebåse.
Huset kaldes også for Jægernes hus, da første sal var indrettet til beboelse eller ophold for én eller flere af hertugens jægere.
Jagt har altid været en yndet beskæftigelse for kongelige og adelige, og hertugen var ingen undtagelse. Han gik meget op i avl og importerede derfor nogle engelske pointer-jagthunde, som han avlede på i sin kennel.
Augustenborgstøveren er et produkt af den interesse og blev sandsynligvis fremavlet i dette hus. Det var en smuk og munter jagthund på størrelse med en lille pointer. Racen fandtes i Sebbelev i 1940’erne, men uddøde angiveligt som selvstændig race i 1986.
Efter hertugfamiliens flugt i 1848 blev forhuset mod Storegade anvendt af det danske militær. Fra 1864 til genforeningen var huset beboet af prøjsiske gendarmer, hvorefter staten overtog det og solgte det til private.
I dag bruges huset til privat beboelse og udlejning.