På hjørnet af Storegade og Bagergyde ligger dette smukke hus, som skiller sig lidt ud fra de øvrige hertughuse. Det fine dørparti og husets størrelse peger på, at beboeren har haft en vis status.

Christian Rudolph Ebeling blev født i grevskabet Oldenburg i 1730. Hvordan han endte i Augustenborg, vides ikke, men i 1761 blev han gift med Frideriche Hartwig, der var datter af hertugens hofskrædder. Huset blev formentligt opført samme år, da hertugen helst så, at hoffets ansatte ikke boede på slottet, når de blev gift.

Ebeling var en mand med mange talenter. Han blev først ansat som kammerlakaj hos prins Æmil August (hertugens bror) og senere som lakaj og hofmusiker hos hertug Frederik Christian 1. Lakajer skulle også kunne spille på instrumenter, og det kunne Ebeling. Han blev leder af hoforkestret, der spillede på slottet og på de små pladser i skoven og parken. Han var også en meget dygtig organist. Da orgelet til den nye slotskirke ankom i 1773 (indviet i 1776), var han dybt involveret og blev slotskirkens første organist. Han var ansvarlig for at få orglet ”spillet ind”, da det ankom fra Hamborg. Det havde været skilt ad under transporten. Han havde plads på tredje bænk i kirken, hvilket sagde noget om hans status og hans gunst hos hertugen.

Ebeling var også en meget dygtig billedskærer, og har selv lavet dørpartiets smukke udskæringer. Det lille alterkrucifiks i slotskirken er også hans værk. Han byggede også violiner, bratscher og kontrabasser til slotskapellet og andre på hele Als. Og så fremstillede han stole i æble- og pæretræ samt skeer, gafler og lignende i ben.

Efter Ebelings død i 1809 overtog svigersønnen Tyge Hansen huset, og boede der sammen med sin familie i mange år.

Fra 1850 var huset ejet af vognmand Peter Elley, der drev vognmandsforretning og kro på stedet. Der var indrettet en fin skænkestue i den østlige ende af huset, og måske blev huset udvidet med et fag i den forbindelse. Det kunne være forklaringen på, at huset ikke er symmetrisk som de fleste andre hertughuse.

I 1909 købte Asmus Nielsen huset og fortsatte vognmandsforretningen. Det fortælles, at der var to vogne: En rød og en blå. Den blå var den dyreste, og den skulle herredsfogeden altid have. Ud over vognen skulle der heste til – to mark for enspand og seks mark for tospand. Senere var der flere vogne til datidens taxakørsel. Asmus Nielsens søn Friedrich overtog huset og drev forretning som malermester til sin død i 1989. Arvingerne solgte huset til et lokalt byggefirma, der renoverede huset og indrettede det til to lejligheder. I dag bruges huset til udlejning.