Lillehavstien

Du står nu på Lillehavstien, der er opkaldt efter det store inddæmmede vådområde på indersiden af Banegårdsgade. Lillehav er en kunstig sø, der opstod, da dæmningen over Augustenborg fjord blev bygget. Det skete fra 1796 til 1806, da hertug Frederik Christian 2. tvangsudskrev lokale bønder til at udføre byggeriet. Dæmningen blev dog først nogenlunde brugbar, da man etablerede en ny sluse i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen.

Lillehav har været fredet siden 1956 og blev udpeget som vildtreservat i 1971. Her kan man opleve mange rastende dykænder i vinterhalvåret, herunder troldænder, taffelænder og bjergænder. Der er en bestand af ørreder og andre laksefisk, men der må kun fiskes på søens vest- og nordside.

Lillehavstien forbinder midtbyen med Krumom og den østlige del af byen. Stien løber parallelt med Stavensbølgade. På hertugernes tid gik grundene fra Stavensbølgade helt ned til Lillehav. De stejle sydvendte skråninger blev udnyttet til pryd- og nyttehaver. De fleste huse havde store abildgårde (frugthaver), og man var stort set selvforsynende med frugt og grønt. Disse stejle haver har med tiden fået det romantiske navn ”Augustenborgs hængende haver” og kan ses fra Lillehavstien.

Lillehavstien var oprindeligt en smalsporet jernbane (1898-1933), kaldet Amtsbanerne på Als, som forbandt de vigtigste byer på Als. I 1929 satte gløder fra lokomotivet ild til stråtaget på et af husene langs Lillehav. Der skete heldigvis kun begrænsede materielle skader.

Til banen hørte en meget smuk banegård med restaurant Kilden, som lå på Banegårdsgade – omtrent der, hvor tanken ligger i dag.

Siden blev Lillehavstien omlagt til cykel- og gangsti, og i dag er den en del af Augustenborgstien, der løber helt ud til Mjangdam.

I 2021 blev stien forlænget, så det nu er muligt at gå hele vejen rundt om Lillehav.

I Krumom kan man følge den gamle dæmning over Nydam. Fortsætter man mod landsbyen Bro, kommer man forbi Krumom Kro, Bromølle og Brovold.