Foto: Museum Sønderjylland

Det hvide palæ er tegnet af den anerkendte københavnske arkitekt Peter Meyn. Arkitekten besøgte dog aldrig selv Augustenborg, og udførelsen af byggeriet blev derfor lagt i hænderne på hertugens bygmester Hans Petersen Bram, kaldet ”Bleshøy” efter området Blæsborg nord for byen. Han var hofbygmester for Augustenborg og blev efterfulgt af sin søn, der var bygmester på Kavalerbygningen i Storegade.

Peter Meyns oprindelige tegning, der senere blev udstillet med titlen ”Et Lyststed”, viste kun de to hovedfacader, så Bleshøy måtte selv stå for de to gavle, der blev udført med øreliséner som på slottet. Bleshøy ændrede også bygningens højde fra halvanden til to etager.

Bygherren var hertug Frederik Christian 1., der ønskede en statelig bolig til sin svagelige datter, prinsesse Louise Christine Caroline. Hertugen valgte Meyns tegning, men har formentligt ønsket et mere simpelt og funktionelt byggeri, hvilket Bleshøy leverede.

Prinsesse Louise havde et alvorligt fysisk handicap – hun var lille af vækst og pukkelrygget – til gengæld havde hun en god forstand, og hertugen sørgede for, at hun fik en god uddannelse.

Palæet, der stod færdigt omkring 1790, er et eksempel på den nye stil, nyklassicismen, som brød igennem i anden halvdel af 1700-tallet. Stilen kaldes også neoklassicisme, nyantik eller senklassicisme, fordi den er inspireret af antikkens og renæssancens klassiske kunst og arkitektur.

Særlig karakteristisk for denne stilperiode er søjlegangen kaldet ”stoaen” – de to fritstående joniske søjler og hjørnepilastre foran det indrykkede indgangsparti. Palæet var moderne for sin tid, og er helt bevidst tænkt som et landsted mellem skov og strand. Prinsesse Louise har sikkert sat stor pris på placeringen i forlængelse af prins Æmils filosofiske bolig (Det røde palæ). Prins Æmil var hendes elskede onkel.

I det indre var palæet indrettet som en moderne bolig efter engelsk forbillede. Den store hall gav adgang til de øvrige rum samt havesalen, hvor der var nem adgang til haven. Havesalen var mødested for prinsessens studiekreds, kaldet ”Stoaen”, måske opkaldt efter søjlerne ved indgangspartiet. Her mødtes prinsesse Louise med sin hofdame, hofpræst Jessen og livlægen Suadicani for at læse og diskutere filosofi, kunst, politik og astronomi. Forfatteren og filosoffen Jens Baggesen var ofte på besøg og ivrig deltager i diskussionerne.

Prinsesse Louise havde også en stor interesse for dyr, herunder angorakaniner, hvilket resulterede i, at hun fik omdannet tempeløen i lystskoven til en kanin-ø. Der var i det hele taget et stort menageri omkring palæet som omfattede volierer med kaniner og prydfugle, såsom duer, fasaner og påfugle.

Efter prinsesse Louises død i 1815 blev palæet overtaget af enkehertuginde, prinsesse Louise Augusta – kærlighedsbarn af livlæge Johann Struensee og dronning Caroline Mathilde.

Louise Augusta var efter sigende et flamboyant og kunstnerisk menneske, og palæet dannede frem til hendes død i 1843 rammen om et farverigt liv fuld af fester, kultur, leben og romantik. Hun var også glad for dyr og havde bl.a. to aber, der sommetider gik frit omkring i parken.

Siden har huset været sporadisk beboet af herredsfogeder og andre myndighedspersoner. Da palæet hørte ind under det psykiatriske hospital (1932-2015) var det hjemsted for overlæger samt fritidshus for psykiatriske patienter. I dag er Det hvide palæ en del af Augustiana Kunstpark & Kunsthal.