I den vestlige ende af Slotsallé, nærmest slottet, ligger dette velholdte længehus. Ifølge de smukke murankre på vestgavlen er huset opført i 1767 og er dermed et af de ældste hertughuse i byen.
Huset havde oprindeligt kun fem fag og lige mange vinduer på hver side af hoveddøren, men i forbindelse med indflytningen af apoteket i 1850’erne blev der tilføjet to fag mod øst. Husets gavlkvist fremstår oprindelig med det smukke muranker under det cirkulære uglehul. Vinduer og døre er dog af nyere dato.
Husets navn er lidt misvisende, da den første beboer var hertugens personlige kammertjener Æmilius Nielsen, og på det tidspunkt lå byens apotek et andet sted.
Placeringen tæt på slottet fortæller noget om den status, der var forbundet med stillingen som kammertjener. I 1803 var Æmilius flyttet ind på slottet, måske pga. alderdom eller dårligt helbred. Da huset sandsynligvis tilhørte hertugen, kan det have været brugt til andre embedsmænd i den efterfølgende periode.
Byens første apotek lå på Slotsallé 14, og blev på et tidspunkt drevet af Christian Albert Theodor Steinmann, der havde været feltapoteker ved lazarettet på Augustenborg slot. I 1851 valgte han at flytte apoteket til Slotsallé 4.
Kort efter sluttede den første slesvigske krig, og apoteket blev selvstændigt, hvilket betød, at det kunne sælges. I de følgende år skiftede apoteket hænder flere gange, og hver gang med stor økonomisk gevinst. I 1883 blev apoteket købt af Willy Meyer, der havde det frem til 1906, hvor han solgte det videre til Paul Axel Wind. I 1920 solgte han det videre til frøken Theodora Overgaard, der med købet blev Danmarks første kvindelige apoteker!
Theodora Overgaard var en anerkendt forfatter, og fra 1908 til 1920 arbejdede hun for dagbladet ”København” og ”Kvindernes Fælleskorrespondance”. Hun havde desuden været ansat på apoteker i Tyskland og Schweiz, så hun har sikkert været en dygtig apoteker.
I 1922 solgte hun apoteket, der efterhånden var blevet et godt og vellidt apotek med håndkøbsudsalg i Guderup, Lysabild og Tandslet.
I 1935 blev det besluttet at flytte apoteket til Sønderborg, der jo kun havde ét apotek i forvejen. Byrådet, det nyåbnede statshospital og byens borgere, protesterede, men intet hjalp. Augustenborg Apotek blev flyttet og omdøbt til Jernbaneapoteket. På ældre fotos ses to store udstillingsvinduer i den vestlige ende af huset. De er nu ført tilbage til det gamle udseende.