Hvad jeg husker fra min barndom – en øjenvidneberetning af Steen Weile

Som spejder i Augustenborg kom vi meget omkring i naturen. På et spejderløb kom vi forbi iskælderen, der havde en indgang under stenen, der vender ud mod skoven. Den var delvis lukket, men der var en sprække, man kunne klemme sig ned under. Vi havde tidligere været nede i forkammeret og set ned i det store hul, der kun var adskilt af en frønnet dør.

Efter spejderløbet var vi nogle stykker, der syntes, at det kunne være sjovt at komme ned i bunden og se, om der var noget spændende dernede. Der var en, der havde en rebstige derhjemme, så efter at have skiftet spejderuniformen ud med noget gammelt tøj, mødtes vi og begav os ned i parken medbringende rebstigen.

Ved iskælderen forcerede vi sprækken, og nede i forkammeret fik vi fastgjort rebstigen, og tre af os kravlede de ca. fem meter ned i selve iskammeret, mens jeg blev oppe i forkammeret og holdt “vagt”.

De undersøgte bunden af iskammeret meget nøje, men fandt ikke noget interessant og kravlede op igen. Der må være nogen, der har fået nys om vor ekspedition, for kort tid efter blev indgangen helt lukket, og har mig bekendt ikke været åbnet siden.

Min bedstefar, Viggo Weile, var murer på slottet fra 1932 til 1970, og han fortalte på et tidspunkt, at der var en underjordisk gang fra iskammeret op til slottet. Den var nogle steder styrtet sammen og temmelig farlig. Han fik derfor til opgave at mure den til nede i iskammeret.

I gamle dage havde man ikke elektrisk køleskab og fryser. Om vinteren savede man store isblokke ud af den frosne fjord og transporterede dem til iskælderen, hvor de kunne holde sig frosne, indtil sidst på sommeren. Når slottets køkken havde behov for nedkøling af føde- og drikkevarer, blev der hentet mindre isblokke, som blev anbragt i isskabe. På den måde kunne man lave kolde retter og desserter, såsom flødeis, det meste af året.