Badehusene

Øen Als er kendt for, at man altid kan finde sin egen lille strand. Du står nu ved en af dem – byens gamle badeanstalt, kaldet Badehusene. Her er der en lille sandstrand, et soldæk med badehuse og en badebro, der om sommeren forlænges med 30 meter. Hvis du har lyst til en dukkert, kan du klæde om i badehusene, hvor der er læ og plads til tøj og tasker.

Siden hertugtiden har der ligget badesteder langs fjordens nordside. Det første badehus lå ved den lille sandstrand i parken og var forbeholdt hertugfamilien. På et kort fra 1796 kan man se, at det havde sin egen lille badebro. Det var netop i slutningen af 1700-tallet, at svømning blev populært som en del af naturdyrkelsen, og det blev en yndet fritidsbeskæftigelse i Augustenborg.

Lidt længere ude af Første allé lå endnu et badested med et lille lysthus. Det var formentligt også forbeholdt hertugen, men har sikkert også været brugt af andre, da det lå længere væk fra slottet. Her var fjorden dybere, og der var ikke behov for en badebro.

Da hertugtiden var forbi, opstod der yderligere tre badesteder. De lå som perler på en snor mellem Anden og Tredje allé. Der var ikke mere end 100 meter mellem dem.

Det første badested, som var ret lille, tilhørte Kystsanatoriet, som lå på Slotsallé. Det var en privat badeanstalt, som var forbeholdt sanatoriets beboere. Her var der både en badebro og et lille badehus til omklædning.

Det andet badested havde en meget lang badebro og tilhørte Statshospitalet på Augustenborg slot. En del af området var afspærret, da det var forbeholdt hospitalets patienter. For enden af den lange badebro var der et indrammet svømmebassin på ca. 10 x 10 meter. Her fik hospitalets personale og deres børn lov til at komme efter lukketid, og det siges, at mange af Augustenborgs børn lærte at svømme i det indrammede bassin, som var omkring to meter dybt.

Lidt længere ude, hvor du står nu, lå Byens Badeanstalt. Det var en offentlig badeanstalt, som blev brugt af folk fra Augustenborg og omegn. De nuværende badehuse er bygget på samme sted som den gamle badeanstalt, der formentligt stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Badeanstaltens badehuse lå ikke på stranden som i dag – de stod på pæle ude i vandet. På et gammelt fotografi kan man se syv badehuse på pæle. Husene var åbne mod vandsiden, så man kun skulle gå tre skridt for at komme i vandet efter omklædning. Der var adgang til husene bagfra via en T-formet badebro.

Ved indgangen til området lå der en lille kiosk, hvor man kunne købe ispinde og salmiakstænger og andet slik. Og så havde badeanstalten selvfølgelig sin egen bademester, der, iklædt hvid ”uniform” og kasket, holdt opsyn med de badende. Han hed Jørgen Christian Brügmann (Storegade 7) og hans efterfølger hed Peter Petersen (Storegade 18).

I dag fungerer Badehusene som byens strand, og stedet bliver brugt året rundt. Om sommeren af campingpladsens gæster og mange lokale i alle aldre. Om vinteren af byens vinterbadere.

De nuværende badehuse stammer fra 1970’erne og er ved at være nedslidte, så byens udviklingsforum arbejder på en totalrenovering – måske med inspiration fra gamle dage. Hvis du fortsætter langs kysten mod vest, kommer du til en lille shelterplads for enden af Tredje allé. Følg alléen for at komme tilbage til parken og byen.