Velkommen til Stavensbølgade, som i modsætning til Storegade er snorlige og anlagt af hertugen. Den hed oprindeligt Hauptstraße, men navnet blev senere ændret til Stavensbølgade efter landsbyen Stavnsbøl, som hertugen købte og nedlagde for at etablere Augustenborg.
Stavensbølgade var oprindeligt beplantet med lindetræer på hver side som en fornem adgangsvej til byen.
Mens hertugens embedsmænd, de såkaldte hofbetjente, boede nærmest slottet, boede de fleste af byens bygmestre og håndværkere i Stavensbølgade.
I nr. 5, den nuværende bagerbutik, boede hertugens bygmester Christian August Bohlsmann, og i nabohuset, nr. 7, boede hofbygmester for Augustenborg, Hans Petersen Bram, kaldet ”Bleshøy”, der var uddannet snedker. Resten af husene var stort set beboet af håndværkere lige fra bager til smed, saddelmager, karetmager, hjulmager og blikkenslager. Der var tale om håndplukkede håndværkere fra begge sider af den nuværende grænse.
For eksempel blev blikkenslager Johan Frank, der boede i nr. 35, ansat efter, at han havde båret hertuginden i land, da hertugparrets skib under en hjemrejse fra København ikke kunne lægge til kaj i Åbenrå pga. lavvande.
Besøg nr. 21 og 23 for at høre om mere om håndværkerhusene og deres beboere.
Et besøg på Augustenborg kirkegård i den østlige ende af Stavensbølgade kan varmt anbefales. Kirkegården består af mange fredede grave fra de to slesvigske krige, samt ligeledes fredede gravsten for patienter, der døde på statshospitalet.