Augustenborg skov

Du er nu på vej gennem den lystskov, som blev anlagt af hertugen i forbindelse med etableringen af Augustenborg slot. Skoven ligger i forlængelse af slotsparken, der stammer helt tilbage fra 1700-tallet. Lystskoven blev skabt ved, at man indplantede frugttræer, byggede templer, etablerede badesteder og anlagde tre lindealléer. Den store lystskov med de gennemgående alléer fik parken til at virke uendelig, hvilket var et ideal på den tid.

I dag er Augustenborg skov habitatområde for mange fugle, og skoven er udpeget til Natura 2000-område. Vegetationen er meget varieret med mange gamle træer og dødt ved, hvilket giver gode livsbetingelser for hulrugende fugle, såsom korttået træløber, huldue, stor skallesluger og stor flagspætte, der alle kan træffes i skoven og parken.

Den oprindelige bestand af egern på Als uddøde for ca. 50 år siden, men i de senere år, er der opstået en ny bestand i Augustenborg skov. Hvordan de er nået frem fra fastlandet vides ikke, men måske ombord på en lastbil med pyntegrønt.

I skovbunden findes spiselige laksebær, som er en nordvestamerikansk hindbærart, der sandsynligvis stammer fra den gamle slotshave. Om foråret er skovbunden dækket af en rig flora af hvide og gule anemoner. Herudover rummer skoven tre høje og to skålsten.

I udkanten af den øvre skov ligger Prins Æmils “filosofiske bolig” og palæet, der i dag er en del af Augustiana – Kunstpark & Kunsthal.

Af andre seværdigheder kan nævnes De Tre Edsege, Roklubben, Kaninsøen og Badehusene. Få hele historien i guiden, når du når frem til seværdighederne.