I den vestlige ende af hovedgaden, tæt på slottet, ligger dette statelige hertughus fra 1774. Med et grundplan på hele 218 kvadratmeter var det en passende embedsbolig for hertugens hofråd.

En bred firetrinstrappe i ølandssten fører op til den tofløjede hoveddør med riflet karm. Døren har fyldningsfelter med udskårne bladranker og blomster. Den store dørhammer i messing stammer formentligt fra et andet hus og var forsvundet i en årrække, men er nu dukket op igen.

I husets indre er der i stueplan bevaret en traditionel planløsning med centralt placeret diele samt trappe til første sal, stuer mod gaden og køkken mod gården. I køkkenet ses et oprindeligt køkkenildsted med ildstedskappe. I den store stue ses et pudset loft med ”rocailler”, som er c-formede ornamenter fra rokokotiden.

Som kongen og andre fyrster havde hertugen af Augustenborg et såkaldt ”hofråd”. Det bestod af ham selv, hofchefen, herredsfogeden og overinspektøren. De to sidstnævnte havde titel af hofråd. Herredsfogeden var en slags dommer og politimester, mens overinspektøren var en slags godsforvalter med særlige kvalifikationer inden for landbrug, dyrehold, økonomi og administration. Gennem tiden har huset været beboet af tre af disse hofråder.

Husets første beboer var hofråd og overinspektør Michael Martensen. Som overinspektør var det hans opgave at få bønder og godser til at give penge. Stillingen var forbundet med stort ansvar, men også med den højeste løn blandt hofembedsmændene. Martensen døde uventet i 1787, hvorefter hans enke byggede Storegade 19 til sig selv og deres søn.

I 1788 var det hofråd Heinrich Johann Matthiessen, der beboede det store hus med sin kone, en søn, fire døtre og to tjenestefolk. Han var herredsfoged og skulle bl.a. straffe, give bøder og opkræve betaling, når bønder og andre undersåtter ikke betalte eller forsøgte at undgå hoveripligtigt arbejde. Han blev dog kendt som en bondevenlig embedsmand, da han tog bøndernes parti i en langtrukken strid med hertugen om afgiftsforhøjelser. På intet tidspunkt mødte hertugen bønderne – han herskede fra skrivebordet, og med gode advokaters hjælp fik han sin vilje.

Efter Matthiessens død i 1820 var det den ugifte hofråd og herredsfoged Johann David Thomas Prehn, der overtog huset. Han var uddannet jurist og skulle klare godsdistriktets juridiske anliggender. Det gav travlhed på kontoret, hvor han tog imod mange forskellige mennesker.

Da H.C. Andersen besøgte hertugen i 1844, opsøgte han Prehn i Hofrådens hus for at få fornyet sit pas. Der mødte han enkehofrådinde Petersen, som boede til leje i huset, og som han kendte fra tidligere sammenkomster med hertugfamilien. De fik sig en hyggestund, hvor hun viste ham billeder. Der var generelt megen selskabelighed blandt embedsmændene ved hoffet.

Efter krigen i 1848 blev Prehn erklæret uønsket af den danske regering og flyttede formentligt for at tjene hertugen et andet sted.

Siden var huset beboet af soldater, men efter krigen i 1864 nævnes Nicolai Nielsen Jacobsen fra Sarup som ejer. Fra 1874 til 1902 var huset lejet ud til søstrene Anna og Sophie Hoeck, der var præstedøtre fra Ketting.

I den periode eller kort efter blev huset kraftigt ombygget med pudset underetage og høje vinduer. Ruderne med buet glas stammer formentligt fra Flensborg Glasværk. Vinduerne på første sal har øreliséner, og det formodes, at de 10 vinduer i stueetagen også har haft dette før ombygningen. Den brede gavlkvist er trukket lidt frem, så den fremstår med svag risalit-virkning. Det store ovale vindue i gavltrekanten og den firkantede pinakel (spir) på toppen giver huset et nygotisk præg.

I 1895 købte dr.med. Ernst Gottlieb Thede fra Kiel huset og lavede en del forandringer. Blandt andet terrazzogulvet i dielen, hvor det latinske ”Salve” (vær hilset) stadig byder velkommen. Han indrettede også konsultation i huset. Dr. Thede døde i 1934, men datteren blev boende i huset frem til sin død i 1949.

Siden har der været forskellige ejere, og i de senere år har huset fået lov at forfalde så meget, at det næsten ikke stod til at redde.

I dag er huset ejet af en selvejende institution, som arbejder på at bringe huset tilbage til tidligere tiders pragt. I 2018 lykkedes det at skaffe midler til en renovering af taget. De gamle tagsten blev sorteret og genanvendt, og der blev suppleret med brugte sten fra Bispegården i Ketting. Til huset hører også en gammel lade og en have, hvor der i sin tid var mange frugttræer og et lille romantisk lysthus.